Jeg sad med mine forældre og så hvordan folk for første gang i mange, mange år kunne passere frit fra den ene del af Berlin til den anden. Og selvom jeg ikke forstod præcis, hvad det var, der var ved at ske, kunne jeg alligevel fornemme den euforiske stemning, der strømmede ud fra billederne - og som mine forældre nok også i et eller andet omfang gav udtryk for. For det var jo ikke kun den mur, der delte Berlin i to, der faldt, men i sidste ende også det regime og den ideologi, der havde været med til at dele Europa - og verden som sådan - i to blokke i tiden efter 2. verdenskrig.
Berlinmurens fald var et symbol på - og et resultat af - den bevægelse og de forandringsprocesser som ikke mindst Gorbatjovs reformpolitik havde sat i gang, og som (til Gorbatjovs overraskelse) førte til kommunismens sammenbrud i Østeuropa. Et sammenbrud der ikke skete med et brag - men derimod med et suk. Østblok-kæmpen mistede ganske enkelt pusten og bukkede under med en undertrykt prust.
Forleden sad jeg og så et program på TV2 om Berlinmurens fald og genså der øjeblikket, da grænserne blev åbnet d. 9. november 1989. Det var utroligt bevægende - dels fordi jeg kunne huske stemningen fra dengang, det skete, men også fordi jeg denne gang, som voksen, med den viden jeg nu har om historien, langt bedre kunne sætte mig ind i den følelse af eufori og glæde som berlinerne (og tyskerne generelt) må have følt den november aften for 20 år siden.
Beklager det noget seriøse og historie-lærer agtige indlæg - men det er jo en historisk dag, som jeg tilfældigvis var så heldig at være "vidne til".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar