I går var jeg på Bobi Bar.
Grunden til det var, at der var et russisk band der spillede derinde. For langt de fleste er det næppe noget, der trækker særlig meget, men jeg har en svaghed for Rusland. En svaghed der især viser sig om efteråret, hvor jeg får "hjemve" efter Moskva, hvor jeg boede et semester i forbindelse med mine studier.
Når temperaturen falder, bladenes farver skifter fra grøn til en vifte af smukke røde, gule og orange nuancer, bliver jeg grebet af Moskva-nostalgi, og ønsker mig tilbage til den her helt forunderlige by, som jeg elsker på godt og ondt.
Det er en by, som i lighed med NY aldrig sover; hvor man kan gå ud alle ugens dage, bestille mad midt om natten (på andet end shawarma-barer), tilbringe dagen i banja (russisk sauna) blandt gamle damer iklædt birkeris og badehatte i filt, gå på opdagelse i de smukkeste kirker udsmykket med de mest fantastiske ikoner - og hvor man kan være så heldig at opleve, at en tungt, pulserende million by pludselig bliver helt tyst og stille, når den første sne falder og dæmper alle lyde.
Pludselig hører man ikke længere bilerne på Tverskaja så tydeligt, fodtrin bliver utydelige, og folks stemmer synes at blive opslugt af sneen, der daler ned fra himlen.
En af de ting jeg husker bedst fra Moskva, er netop fra en snevejrsdag. Det var søndag, jeg var lidt smadret efter en tur i byen, og havde bestemt mig for at tage metroen ind til centrum af Moskva for at få lidt luft og skifte kollegieværelsets 6 m2 ud med lidt nye indtryk. Da jeg sprang på metroen var vejret gråt og overskyet - men da jeg stod af og gik mod udgangen, var skyerne revnet og sneen dalede ned over Moskva. Jeg var stået af ved Alexander Haven, der ligger ved foden af Kremls røde mure, og rundt omkring mig løb folk rundt og kastede med sne. Fra haven kan man gå op til den Røde Plads, som nok er en af Moskvas mest kendte seværdigheder.
Jeg havde selvfølgelig været der flere gange, men den dag var det noget særligt.
For at komme op på pladsen skal man gå igennem en ret stor port - men når man når igennem, breder pladsen sig ud foran een - og for enden troner Vasilij-katedralen med sine fantastiske løgkupler.
På højre side ligger Kreml - engang hjemsted for de russiske zarer - og til venstre strækker stormagasinet GUM sig ud i hele pladsens længde. Normalt er det syn imponerende nok i sig selv - men den søndag eftermiddag, i snevejret, var det endnu mere særligt.
Sneen gav pladsen et skær af noget eventyrligt, der kun yderligere blev forstærket af mændene med deres store skindhuer og de gamle, krumbøjede koner indhyllet i sjaler, der bevægede sig rundt på pladsen med katedralen i baggrunden og ikke mindst en fantastisk, lille kirke i de mest utrolige farver (pink og mintgrøn!) ude i siden af pladsen. Og der, på den der russiske snevejr-søndag, forstod jeg pludselig, hvor inspirationen til de russiske eventyr kommer fra.
På billedet: Vasilij Katedralen på Den Røde Plads i Moskva - eventyrlig!Fandt billedet på nettet, da jeg ikke lige havde et liggende på comp. - men hold nu op, hvor jeg synes, den er flot - katedralen. De vildeste farver og bygget som noget, man kan læse om i et eventyr
.jpg)
