tirsdag den 20. oktober 2009

Om naturens luner - og andre ildebefindender

Helt ærligt. Her gik jeg og troede, at der var en eller anden form for stiltiende overenskomst om, at man ikke kunne have begge dele på en gang.
At når man først begyndte at få rynkerne - så slap man for de sporadiske udbrud af uren hud. Det, synes jeg egentlig, er en meget fair aftale - for oprigtigt talt: begge dele - på samme tid??
Af samme grund er jeg også en smule utilfreds med, at jeg den sidste uges tid har været begavet med et strejf af teenagehud - jeez - been there done that. Så ingen grund dengang - og bestemt ingen grund i dag - til at genoptage lige netop den tendens. Jeg mener, jeg er fyldt 30 - og kan (må jeg hårdt presset erkende) se noget rynkeværk hist og pist - jeg tænker (insisterer faktisk) på, at det er smilerynker - noget der i min verden ikke lyder helt så slemt som "rigtige" rynker, men ikke desto mindre så er det begyndt at gå den forkerte vej for den helt glatte og stramme hud.
Så jeg synes - helt ærligt - at det er et temmelig ufint puds Moder Natur (den sure kælling) forsøger at spille mig.

Som om det ikke er nok, at man, når man passerer 30 skal til at slås, ekstra meget, med sin fysik og tyngdekraften i forening - nu skal man tilmed til at genopfrisk diverse husråd fra teenage-årerne - hvilket er lettere sagt end gjort, når de efterhånden ligger ca 15 år bag en, og glemslen forlængst har lagt sit formildende slør over en stor del af dem...

Ikke at jeg klager - eller som sådan har det dårligt med min alder (muligvis fordi jeg en stor del af tiden glemmer hvor gammel, jeg egentlig er) - men af og til på de dårlige morgener - når man er bange for at spejlet sprækker, når man kigger i det - kunne det da være helt rart, at være udstyret med lidt 20-årigt hud, sådan lidt strategisk placeret.
Oh well... jeg overlever nok - i sidste ende er alder jo relativt, og inde i mit hoved er jeg til tider stadig ikke meget ældre end 16-17 år - så det går nok alt sammen... (og hvis ikke så kan jeg leve højt på de gange, hvor folk skyder mig til at være 25 - patetisk - I know). God tirsdag aften derude!

Ingen kommentarer: