onsdag den 20. januar 2010

Hvordan er du intelligent?


Nåmen faldt ligesom tilfældigt over den her lille test, og da jeg altid er lidt interesseret i at finde ud af, om jeg er rigtig klog (man kan af og til - i sit stille sind - have sine tvivl) - blev jeg selvfølgelig nødt til at tage testen.

Min store interesse hang (og hænger) også sammen med, at denne test omhandler 7 former for intelligens - hvilket tiltalte mig meget, da jeg, når jeg ellers har prøvet forskellige IQ-tests, altid har hængt lidt i bremsen, når turen kom til at indplacere den røde trekant i forhold til den gule cirkel, den blå rektangel og den grønne firkant - eller andre små spidsfindigheder i samme kategori. Min logiske sans er ikke så rasende skarp på det punkt - hvilket denne test også understøtter (jævnfør den smukke score under "logisk" hehe) - så fik vi ligesom dét på det rene...

Mine "intelligenser" fordelte sig således

Sproglig 8
Musikalsk 11
Rumlig 6
Kropslig 8
Logisk 4 (hehe)
Personlig 12
Social 9

Og selvom man nok skal tage det med et gran salt, eftersom det er en test taget på nettet, som ikke understøttes af andet, end de krydser jeg har sat - stemmer fordelingen alligevel meget godt overens med, hvordan jeg opfatter mig selv - og det er jo også meget rart.
(Desuden er det også helt godt at se, at andre "intelligens-former" end den logisk/matematiske har værdi)

Sååå.... hvordan er du intelligent? ;o)

Mine højdespringere var disse 3 - og det har jeg det helt fint med (har det lidt med dem, som når jeg læser om karakteristika for mit stjernetegn - jeg fokuserer på de ting, jeg kan identificere mig med - og resten springer jeg let og elegant hen over... hehe)

Den personlige intelligens
Personligt intelligente er selvtillidsfulde, uafhængige og viljestærke. De motiverer sig selv, foretrækker uafhængige projekter, og tiltrækker tit andre mennesker på grund af den indre styrke. De foretrækker deres egen indre verden, holder af at være alene og er bevidste om deres egne styrker, svagheder samt følelser. Den personlige intelligens er høj hos planlæggere, selvstændigt erhvervsdrivende, kunstnere, religiøse ledere og forfattere.

Den musikalske intelligens
Musikalske mennesker er følsomme overfor lydene i deres omgivelser, og foretrækker at lytte til musik, når de studerer eller læser. De nyder rytme, anslag samt klang og synger/nynner tit, når de foretager sig noget. De forstår, og kan udvikle musik. Den musikalske intelligens er høj hos teknikere, musiklærere, instrumentmagere, korsangere, musikere, orkestermedlemmer, dirigenter, musikkritikere, aficionadoer, musiksamlere og komponister.

Den sociale intelligens
Socialt intelligente nyder at være sammen med andre mennesker, har mange venner samt sociale aktiviteter, og lærer bedst ved at relatere til og deltage i fællesskaber. De bemærker, og reagerer på andres følelser, og er gode til at organisere og forklare, hvad der skal gøres. De hjælper andre med deres problemer, kan skelne mellem og fortolke forskellige sociale løsninger, samt har indflydelsen til at inspirere andre. Den sociale intelligens er høj hos managere, politikere, socialarbejdere, læger, sygeplejesker, lærere, sociologer, psykologer, administratorer, psykoterapeuter, konsulenter og karismatiske ledere.

Ingen kommentarer: